Emils rejsemail fra Trinidad januar 2009

Det er ikke for at goere jer misundelige, men vi synes lige at I skal vide at vi er I rigtig god behold her I Caribien. Vi holder selv meget af rejsemails, men vi ved ogsaa godt at der er graenser for hvor meget man gider at lease om andres ferie, saa vi bliver overraskede, hvis nogen laeser hele historien.

Trinidad er ikke for hvide mennesker!
Da vi landede i Trinidad sent om aftenen den 9. januar, hoppede vi straks i en taxa til hovedstaden Port of Spain. Alle har advaret os om at gaa ud om aftenen fordi der er saa mange overfald og roeverier. Vi er desuden ret nemme maal fordi vi er de eneste hvide mennesker paa oen – resten er en skoen blanding af afrikanere, indere og sydamerikanere.

Gipsy or hired taxi?
Vi opdagede foerst at vi var sultne efter at taxaen havde sat os af paa hotellet, og i Port of Spain kan man ikke bare ringe efter en pizza. Vagten paa hotellet tog det helt afslappet og syntes bare at vi skulle gaa lidt ned af gaden og tage en taxa til ”Smokey & Bundy” – stik imod hvad alle andre havde advaret os mod at goere. Men sultne var vi, saa vi sneg os ned af den skumle gade og prajede den foerste og bedste taxa. Hernede har taxaerne hverken skilt paa taget eller taxameter. Man stiller sig bare i vejkanten og raekker haanden op naar der kommer en bil. Hvis bilens nummerplade starter med H, er den lidt mere taxa end de andre, og derfor bliver turen 2-3 gange saa dyr (men ogsaa forholdsvis sikker). Hvis nummerpladen derimod starter med et P, er det bare en af de lokale, der koerer ”sigoejnertaxa” ved at samle kunder op indtil bilen er fuld og droppe dem af igen undervejs. Gipsy taxa er en meget billig maade at komme omkring paa, og man ser nogle spaendende omveje foer man selv bliver sat af – til gengaeld er man paa den, hvis chauffoeren er en bandit! Alt det viste vi ikke da vi prajede vores foerste sigoejnertaxa, men heldigvis var chauffoeren god nok.

Shark & Bake
Taxaen satte os af ved Smokey & Bunty, som er stedet hvor de lokale unge gaar ud om aftenen. Stedet bestaar af gadebarer og smaa gadekokkener. Gaden var helt fyldt med fulde unge, som festede og dansede til et lokalt steelpan orkester (olietoender). Vi bestilte det samme mad som alle de andre og fik en slags kabeb (som senere viste sig at vaere en slags haj-nuggets). En halv time senere kom ”taxachauffoeren” med en oel i haanden for at hente os igen!

Port of Spain
De naeste par dage brugte vi paa at falde til i Trinidads hovedstad, Port of Spain. Det er en ret ucharmerende by, hvor de lokale for det meste bare ignorerer turisterne – de er ikke uvenlige, bare ligeglade. Det er en oliestat, saa de mangler egentlig ikke noget, og de er desuden ret dovne. Men som i andre oliestater er goderne meget ulige fordelt, saa der er ogsaa mange tiggere og hjemloese overalt, og dem skal man passe lidt paa. Paa vej hjem til hotellet blev i en eftermiddag indhentet af en hjemloes, som forsikrede os om at han ikke ville overfalde os, men bare snakke, saa det gjorde han hele vejen hjem til hotellet. Da vi naermede os porten til hotellet begyndte han at snakke for sin syge moster og blev mere og mere ubehagelig. Vi endte med at give ham nogle bananer og muesli-barer, som han skyndte sig at spise, hvorefter han gav sig til at plage om penge. Vi gik ind og han blev staaende udenfor hotellet i naesten to timer.

Foerste kakaoplantage: Santa Cruz
Inden vi rejste fra Danmark havde vi forsoegt at kontakte Valrhonas kakaoleverandoer i Trinidad, nemlig Gran Couva plantagen.. Men de svarede aldrig paa vores e-mail. I stedet talte vi med en taxachauffoer, som fortalte at han kunne vise os en anden kakaoplantage ikke ret langt fra Port of Span. Det blev en spaendende tur op i bjergene, men der var desvaerre ingen til at vise os rundt paa plantagen, saa vi gik bare lidt omkring paa egen haand. Planterne saa ikke helt raske ud, men eftersom det var fores foerste moede med et kakaotrae var det fint nok.

Tobago
Mandag morgen stod vi tidligt op og tog den lokale faerge ud til Tobago, som ligger 2,5 timers sejlads fra Trinidad. Her lejede vi en fin lille bungalov og et par mountainbikes, og saa stod den ellers paa sol, strand og afslapning. Vi lagde ud med at cykle 40 km i middagsheden og blev godt og grundigt oemme bagi, saa der gik lige et par dage foer vi roerte cyklerne igen - i stedet blev vi gode venner med den lokale bus.

Anden kakaoplantage: Tobago Cocoa
Inden vi rejste fra Danmark havde vi kontaktet Duane Dove - en kakaofarmer, som bor halvdelen af tiden i Sverige, hvor han har en chokoladebutik, og resten af aaret bor han paa Tobago, hvor han har en kakaoplantage. Han havde ikke noget imod at vise os plantagen, saa vi tog en taxa til den naermeste by, hvor han hentede os i sin firehjulstraekker. Duane overtog plantagen for fem aar siden, hvor den var blevet vaeltet af en storm. Han har ryddet hele omraadet og plantet nye traer, og vi var heldige at opleve den foerste hoest. Plantagen er tilrettelagt og plantet i samarbejde med universitetet paa Trinidad, som har en saerlig cocoa research unit med omkring 3000 slags kakaotraer, hvorfra de udvaelger traer, som egner sig bedst til det lokale mikroklima, og som er modstandsdygtige overfor sygdomme. Duane har plantet to slags Trinitario-kakao. Plantagen ligger paa en bjergside, saa det har vaeret et stort og haardt arbejde at etablere den nye plantage. Til sammenligning med den foerste plantage saa traerne meget sunde og raske ud og der var store flotte kakaofrugter paa dem allesammen. Duane forklarede, hvordan traerne bliver passet, beskaaret og beskyttet. Det vaerste skadedyr paa plantagen er de smaa lokale papegoejer, som er helt vilde med at spise kakaofrugter. For at bekaempe papegoejerne kommer der hver eftermiddag en falkoner og sender sine rovfugle henover plantagen. Efter at have set markerne kom vi til plantagens mikro-fermenteri, hvor Duane gaerer de friske kakaoboenner for at fjerne frugtkoedet og udvikle smagen. Vi var med til at vende boennerne fra foerste hoest, og de var omkring 50 grader varme. Ved siden af mikro-fermenteriet laa et lille klassisk cocoa-house, som er en slags terrasse med et tag, der kan rulles vaek, saa boennerne kan toerre i solen, men samtidig hurtigt kan beskyttes mod regn. Efter denne spaendende rundtur paa plantagen og en meget noerdet kakaosnak spiste vi frokost med Duane og plantage-arbejderne.

Trinidad i egen bil
Mens vi var paa Tobago fik vi omsider kontakt til Gran Couva paa Trinidad, og vi fik lavet en aftale om at besoege plantagen. Nu skulle vi bare finde en maade at komme ud til plantagen, og det nemmeste og billigste var at leje en bil. Derfor bookede vi et hotel og en udlejningsbil i Port of Spain, og saa tog vi den lokale faerge tilbage til Trinidad. Udlejningsbilen var en sjov udfordring, da rattet sad i den forkerte side og den havde automatgear. Men efter en lille proevetur fik vi den til at fungere, og vi koerte stille og roligt sydpaa mod kakaoplantagen.

Tredje kakaoplantage – Gran Couva
Plantagen i Gran Couva var gigantisk i sammenligning med kakaoplantagen paa Tobago. Der var omkring 1000 ha med kakaotraer, og plantagen beskaeftiger omkring 60 personer. Vi blev moedt af mr. Soloman, som er plantagens manager - en stor, rar, farmer, som har dyrket kakao de sidste 50-60 aar. Han samlede os op med sin firehjulstraekker og sammen koerte vi ud i markerne. Plantagen var saa stor at vi kun kunne naa at se et lille omraade af plantagen. Traerne saa meget sunde ud og mange af dem er over 100 aar gamle og giver et enormt udbytte. Men fordi efterspoergslen efter plantagens kakao er saa stor, er der en stoerre udvidelse i gang. I Gran Couva bruger man ikke ret mange skyggetraer – man plantager bare de nye traer i skyggen af de gamle. Et af de stoerste problemer paa kakaoplantagen er at de ikke kan skaffe arbejdskraft nok, saa vi overvejer lidt at tage herned og arbejde paa vores naeste ferie! Mr. Soloman fortalte en masse om plantagens historie og om vilkaarene for kakaoboenderne i Trinidad. Selvom Trinidad producerer noget af verdens absolut bedste kakao, er der ingen der har lyst til at arbejde paa kakaoplantagerne. De unge bliver advaret om at hvis de ikke laver lektier og faar en uddannelse, saa ender de paa en kakaoplantage! Efter en meget laererig tur rundt i kakaomarkerne kom vi tilbage til hovedbygningen, hvor vi saa fermenteriet og toerringen af boennerne, som var enormt i forhold til det vi havde set paa Tobago – men meget almindeligt i forhold til andre plantager paa verdensplan.

Vores nye interesse – birdwatching
Paa vej hjem fra Gran Couva koerte vi til et sumpomraade, hvor de arrangerer guidede baadture, hvor man kan se nogle af Trinidads mange fugle. Det var med stor skepsis at vi steg ombord paa baaden, da vi naesten ikke kan se forskel paa en stork og en solsort hjemme i Danmark. Men turen var fantastisk. Vi drev stille og roligt rundt paa floderne og soerne i omraadet og guiden pegede paa forskellige fugle og dyr, og det var rigtig hyggeligt, men ogsaa lidt noerdet. Vi syntes fugle-turen var saa hyggelig og spaendende at vi et par dage senere korte 2,5 timer nordpaa for at finde oens andet fugle-center (Asa Wright Nature Centre), hvor vi noed udsigten sammen med nogle MEGET noerdede ornitologer.

Det sidste benspaend i Trinidad
Mange ting har vaeret lidt uforudsigelige her i Caribien – ”don’t worry mon, this is Tobago”! Alt skal arrangeres i god tid, og hverken busserne eller de lokale dukker op til tiden. Derfor var vi ikke vildt overraskede over at ankomme til lufthavnen her til morgen kl. 7:00 for at opdage at vores fly er udsat til 17:30. Men efter at have set meget sure ud og brokket os alt hvad vi kunne, sidder vi nu (som de eneste backpackere) i flyselskabets bedste lounge og spiser godt, ser fjernsyn og er paa internettet i ventetiden. Det passer os fint, for nu kan vi faa planlagt de 2-3 dage, som vi har i New York paa turen hjem.